Ib Michael

DEN RULLENDE KANON (fortsat)

In Uncategorized on august 8, 2017 at 10:06 am

En lille h

En lille historie om digterne, som medvirkede til denne samling, mens den endnu var ”work in progress”. Henrik Nordbrandt bad på et tidligt tidspunkt om at få den tilsendt på en fil, så han kunne læse den på sin iPhone. Hvorefter han sendte os sin oversættelse af Wallace Stevens, som straks blev optaget i DEN RULLENDE KANON:

Wallace Stevens

 DISILLUSIONMENT OF TEN O’CLOCK

 

Huset er hjemsøgt

Af hvide natdragter.

Ingen er grønne

Eller purpurrøde med grønne ringe

Eller grønne med gule ringe

Eller gule med blå ringe

Ingen af dem er mærkelige

Med kniplingssokker

Og perlebesatte kvaster

Folk kommer ikke til at drømme

Om bavianer og strandsnegle

kun her og dér, en gammel sømand

Fuld og sovende i sine støvler

Der fanger tigre

I rødt vejr.

 

Vi fandt den herligste gendigtning af Shakepeares berømte sonet i Arne Herløv Petersens oversættelse. Kommer her:

 

William Shakespeare

 

Skal jeg vel kalde dig en sommerdag?

Du er jo skønnere og mere blid.

Majblomsten ruskes hårdt af vindens jag,

og sommersolen har så kort en tid.

 

For hedt er stundom himlens øjes skær,

og tit er solens guldhud bleg og mat.

Alt, der er smukt, går mod sin jordefærd,

som dagen synker falmet ned mod nat.

 

Men aldrig skal din skønhed svinde hen.

Din sommerdag skal altid være lang.

Aldrig skal døden kalde dig sin ven,

når du får evigt liv af denne sang.

 

Så længe mennesker kan se endnu

Skal dette leve. Derved lever du

 

Vi havde hørt et rygte om at Niels Barfoed arbejdede på gendigtninger af John Keats. Thomas skrev til Niels Barfoed, som sendte os digtet

 

KLARE STJERNE

 

Var jeg blot, klare stjerne, urokkelig som du!

Ikke for i from og evig majestæt

som en naturens eremit højt anbragt i den mørke nat

søvnløs, med evigt skilte øjenlåg

at våge over morgenernes vande,

når de som præster tvætter menneskenes kyster –

ej heller for at stirre på den ny, blødt faldne maske

af sne på bjergene og hederne: –

nej – men for urokkelig og uforanderlig at hvile

min kind mod hendes hvide høje bryst

og mærke, altid, dets varme stigen, falden,

og vågen, sødmefuldt urolig høre, føle

for evigt hendes varsomt dragne ånde

og leve sådan altid – eller segne mod min død.

 

John Keats

 

På et tidspunkt opholdt jeg mig på et skriverefugium ved Blue Mountains, Australien, sammen med digtervennerne Vagn Lundbye og Pia Tafdrup. Frygtløst kastede Vagn sig ud i en gendigtning af Dylan Thomas berømte digt Do Not Go Gentle Into That Good Night, og aftenerne gik med at diskutere hans vilde forslag. Vagn sagde altid at en rigtig digter var én der kunne få røg ud af ørerne, og jeg skal da love for at digtet fik en gang røg, her kommer det i Vagns version

 

Dylan Thomas

 

GÅ IKKE VÆRDIGT IND I DENNE NAT

 

Gå ikke værdigt ind i denne nat,

Men vend dig vredt når dagen ebber ud,

Slå igen når lyset dør og slutter brat.

 

Få af os ved at mørket er besat,

Vi ved at døden er et vådeskud

Gå ikke værdigt ind i denne nat.

 

Selv de som indvandt slot og krat

endte også kun i regn og slud,

Slå igen når lyset dør og slutter brat.

 

De som gjorde solen svag og mat,

Så ikke jegets sammenbrud,

Gå ikke værdigt ind i denne nat.

 

Blinde, graven nær, bag dødens rat

De rejser sig og skriger ud,

Slå igen når lyset dør og slutter brat,

 

Og du, min far, til striden overladt,

Knus mig, kys mig, hør mit smertebud

Gå ikke værdigt ind i denne nat.

Slå igen når lyset dør og slutter brat.

 

Hør Dylan Thomas læse den originale version

 

Nu fik vi blod på tanden, skrev til Peter Laugesen som sendte os sin vidunderlige og rytmefaste fortolkning af Bob Dylans Highway 61 samt nyoversatte digte af Konstantinos Kavafis, blandt andre

 

GUDEN SVIGTER ANTONIUS

 

Når du pludselig omkring midnat

hører en usynlig trup passere

med udsøgt musik og råb –

skal du ikke græde forgæves over din skæbne, der svigter,

over dine værker, der har svigtet, og dit livs planer,

der alle har vist sig at være illusoriske.

Sig farvel til Alexandria, som nu forlader dig,

som om du længe havde vidst, det ville ske. Vær modig.

Lad dig frem for alt ikke narre, sig ikke til dig selv,

at det bare var en drøm, at dine ører sveg dig;

lad dig ikke bøje ned i den slags forfængelige håb.

Som om du længe havde vidst det, gå modigt

med faste skridt hen til vinduet,

som det passer sig for en, der er sådan en by værdig,

og lyt med dine følelser, men ikke

med en kujons besværgelser og klager.

Lyt som en sidste glæde til lydene,

til de udsøgte instrumenter i den mystiske trup,

og sig farvel til Alexandria, til hende du nu mister.

 

Personligt jeg ikke tvivl om at Leonard Cohen var inspireret af denne tekst, da han skrev Alexandra Leaving, nærmest en musikalsk gendigtning:

 

Du kan lytte til den her

 

Pia Juul gendigtede Edith Södergran så man mere end aner den alliance, der er opstået på tværs af tid og rum, men nu ikke flere teasere i denne omgang, der er masser af flere digte hvor de kommer fra! Læg i øvrigt mærke til hvordan hun på ubestemmelig vis minder om flere af vore yngre, kvindelige lyrikere på dette billede.

 

Edith Södergran

 

VERDEN BADER I BLOD

 

Verden bader i blod for at Gud kan leve.

For at hans herlighed kan bestå, hvis alt andet forgår.

Hvad ved vi mennesker om hvordan den evige vansmægter

og hvad guderne drikker for at nære deres kraft.

Gud vil skabe igen. Han vil omforme verden. Til et klarere tegn.

Derfor spænder han et bælte om sig af lyn

derfor bærer han en krone af brændende torne,

derfor hyller han jorden i blindhed og nat.

Derfor skuer han grusomt. Hans skaberhænder knuger jorden med kraft.

Hvad han skaber ved ingen. Men det går som en bæven

over halvvågne sanser. Det er som en svimlen foran afgrundens blik.

Før jublende kor brød ud i lovsang

er det stille som i skoven før solen står op.

 

Reklamer

DEN RULLENDE KANON

In Uncategorized on juli 25, 2017 at 2:23 pm

Charles Baudelaire

 

DEN FREMMEDE

Hvem elsker du højst, du gådefulde mand: Din fader, din moder, din søster eller din broder?
– Jeg har hverken fader eller moder eller søster eller broder.
– Dine venner?
– Det er et ord, hvis betydning jeg endnu aldrig har kendt.
– Dit fædreland?
– Jeg ved ikke, under hvilken breddegrad det ligger.
– Skønheden?
– Jeg ville gerne elske den – den guddommelige og udødelige.
– Guldet?
– Jeg hader det, som I hader Gud.
– Hvad elsker du da, du besynderlige fremmede?
– Jeg elsker skyerne … Skyerne som drager forbi … dér ude …

de vidunderlige skyer!

 

 

Konstantinos Kavafis

 

BYEN

 

Du sagde: “Jeg tager til et andet land, et andet hav,

en anden og bedre by end den her.

Her går alting i stykker for mig,

og mit hjerte er dødt og begravet som et lig.

Hvor længe skal min sjæl lide her?

Hvor jeg end vender mig hen, hvad jeg end ser,

er bare udbrændte koks af det liv, jeg lever

her, hvor jeg alt for længe har foretaget mig intet.”

 

Du finder intet nyt hav eller land.

Denne by vil altid følge dig.

Du skal strejfe i de samme gader, blive grå i de samme huse.

Du skal altid ende her.

Glem at der findes andre steder,

for dig findes intet skib, ingen vej.

Det liv, du har spildt her,

har du spildt alle steder.

 

Denise Levertov

 

TIL LÆSEREN

 

Mens du læser tisser

en hvid bjørn dovent, farver

sneen safran,

 

og mens du læser ligger mange

guder blandt lianer: øjne af obsidian

iagttar løvets generationer,

 

og mens du læser

vender havet sine mørke sider,

vender

sine mørke sider.

 

 

 Jorge Luis Borges

 

GRÆNSER

 

Der er en linie af Verlaine

jeg aldrig mere kommer i tanke om.

Der er en gade i nærheden,

der nu er lukket for mine skridt.

Der er et spejl,

der har set mig for sidste gang.

Der er en dør,

jeg har lukket til verdens ende.

Blandt bøgerne i mit bibliotek

(jeg har dem foran mig),

er der een jeg aldrig skal åbne igen.

Her i sommer fylder jeg halvtreds år.

Døden fortærer mig uden ophør.

 

 

Gunnar Ekelöf

 

ENSOM, ENSOM

 

Ensom, ensom, du kalder dig ensom –

men fyrsten af Emghion siger:

Jeg elskede først Sheherazade

og eventyrene

dernæst Dinarsad, hendes yngre søster

så dennes tjenestepige

så tjenestepigens elsker, en nubier

og så dennes skopudser

Og når jeg lå dér på knæ

og slikkede skosværten af hans fingre

elskede jeg støvet

Og jeg åndede det så dybt ned i lungerne

at alting sortnede for mig.

 

 

Samuel Beckett

 

GRIBBEN

 

slæber sin sult over himlen

mit kraniums skal af himmel og jord

 

slår ned på de faldne som snart

må tage deres liv og gå

 

narret af et væv som måske ikke kan bruges

før sult jord og himmel er ådsel

 

 

Michael Strunge

 

KNOGLERNE

 

Dybest i mig ligger

dødens sorte vand,

det er dét

der spejler dig

i mine pupiller: Se hér

dit liv

og bær mit navn

inderst i knoglernes

tavse tusindår.

 

 

Johannes L. Madsen

 

de skal suge honning af sten

og samle dug på lænderne

 

de skal være fulde af nik

og ikke have blink i kroppen

 

de vil drukne øjnene i nuet

og mødes som tulipaner

 

de vil have slanger som rygsøjler

og danse på vandet

 

skal de have nogen hastighed

skal de stå helt stille

skal de røre ved hinanden

skal de bevæge sig

skal de ingenting tænke

 

 

Cecilie Lind

 

man er et blegt spøgelse med alt for stor interesse for andre menneskers gøren og laden

man er måske min elskede der har mistet mig

og nu sidder han i løn med en skuttet ryg og klager sin jammer frem ved hjælp af en harpe

selvfølgelig kan min elskede slå strenge an

han er mistet og smuk og hans fingerblommer er så ru som en syg hunds tørre snude

og han spiller sin gråd til en melodi

en melodi der opnår stor berømmelse

og jeg ved det allerede for jeg evner at se ind i fremtiden

og jeg ved hvad der kommer til at ske

og hvem der skal lide hvilken skæbne

og ofte grum

og jeg ved at min elskedes melodi skal spilles til min dåb

sådan er tiden så distræt og mærkværdig

 

 

Ezra Pound

 

YDERLIGERE INSTRUKSER

 

Kom, mine sange, lad os lufte vores laveste lidenskaber,

Lad os give udtryk for at vi misunder manden med fast arbejde uden bekymringer

for fremtiden.

Mine sange, I er meget dovne.

Jeg er bange for at det skal ende galt med jer.

I slentrer i gaderne,

I driver ved hjørnerne og busstoppestederne.

I foretager jeg stort set intet.

 

I giver ikke en gang udtryk for vores indres ædle kvaliteter.

Det vil helt sikkert ende dårligt med jer.

 

Og jeg?

Jeg har efterhånden fået knald i låget.

Jeg har talt så meget til jer

at jeg nærmest kan se jer rundt om mig.

Flabede små bæster, skamløse, og så uden tøj på!

 

Men dig, bunkens nyeste sang,

Du er ikke gammel nok til at have udrettet meget skade,

Jeg skal forære dig en grøn jakke fra Kina

Med broderede drager,

Jeg vil give dig de purpurfarvede bukser

Fra statuen af Jesusbarnet i Santa Maria Novella,

Med mindre de siger at vi mangler smag

Eller at der ikke findes nobelhed i denne familie.

 

 

Asta Olivia Nordenhof

 

gid jeg hed Torben og havde et lettere liv

 

så ville jeg ha stået fuldstændig gennemkneppet nede i seveneleven

 

og undret mig over jeg hed torben og det ikke betød noget hvad jeg hed alligevel

 

helt vild og det retningsløse ville være så indlysende

 

at man gik på kul at man ikke var herre i eget hus

 

og som man kan få lyst til at slikke på et spædbarn fordi det er fuldstændig lille

 

hvis ét til snefnug rammer mig i nakken og smelter ned langs nakken

 

så knepper jeg fandme alle jeg ser eller jeg begynder at græde og stopper aldrig igen

 

har modtaget et lykønskningskort fra en kvinde der hedder livia og fylder hundrede

snart

 

 

hun tror jeg hedder livia og fyldte sytten i mandags, alt det ønsker hun mig tillykke

med

 

tanti cari auguri di buon natale står der uden på kortet

 

hvilken fryd! ingen har deres facts straight! alle har hovedet oppe i røven!

 

alle har prøvet at være så hede også hvile lårene mod nogle sten der hele dagen har ligget i skygge

 

alle har været så vidunderligt små

 

 

Arthur Rimbaud

 

PÅ DEN GRØNNE BEVÆRTNING

 

Kl. 5 om eftermiddagen

 

Otte dage nu, havde jeg flænget mine støvler

På vejens skærver. Jeg kom ind i Charleroi.

– På den grønne beværtning; jeg bestilte et fad

Smørrebrød og skinke, som stod og svalede af.

 

Vel tilfreds strakte jeg benene under bordet

Græsgrønt: jeg betragtede de meget naive

Scener på tapetet. – Og det var bedårende

Da pigen med de mægtige bryster, kvikke øjne,

 

– Hende dér er der ikke et kys der forskrækker! –

Lattermild bragte mig fadet med smørrebrød

Og lunken skinke, over en broget tallerken,

 

Skinke, rosenrød og hvid, og med duft af et fed

Hvidløg. – og fyldte mit umådelige krus, med et skum

En stråle forgyldte fra det sidste af solen.

 

 

ER DER PARADIS

 

Er der Paradis, veninde,

Paradis som det at elske?

Nej nej, sødeste veninde.

 

Er der Paradis, veninde?

Sover man i vennens arm,

har man Paradiset fundet.

 

Er der Paradis, veninde –

Paradis, det er at elske.

 

(Anonym fransk 12-1300-tal)

 

 


Den Rullende Kanon – en antologi af yndlingsdigte redigeret af Ib Michael og Thomas Boberg. Udkommer i sin helhed på Forlaget Arabesk september 2017.

 

Oversættere af dette udvalg: 

Baudelaire: Kai Hoffmann og Chr. Rimestad

Kavafis: Peter Laugesen

Levertov: Poul Borum

Borges: Rolf Gjedsted

Ekelöf: Karsten Sand Iversen

Beckett: Uffe Harder

Pound: Thomas Boberg

Rimbaud: Jørgen Sonne

Anonym: Jørgen Sonne

BIG BANG I RUNDETAARN

In Uncategorized on marts 29, 2017 at 1:31 pm

Tunguska

 

Essay af Ib Michael #deldinevenner

November er ikke et tidspunkt jeg holder af at være i Danmark på. Men Radio 24/7 havde inviteret mig til et samtaleprogram med et menneske, som havde været en øjenåbner for mig. Hvem var mere oplagt end partikelfysikeren Holger Bech Nielsen? Vi mødtes til en samtale i Radio24syv den 24. november 2011 i Rundetaarns observatorium.

Jagten på elementarpartikler, materiens grundsubstans, har siden Bohrs dage udviklet sig til en kvarke-jagt, opkaldt efter et stykke i den berømte nonsenstekst, Finnegans Wake. Når fysikerne taler sort, er det ikke uden humor! Kvantefysikken kan byde på udsagn, som er langt mere radikale end dem, litteraturen kommer frem til – med undtagelse af Borges, hvis verdensbilleder som de eneste i litteraturens verden kan matche kvantemekanikkens.

Efter min mening er Bech Nielsen Danmarks største kapacitet på sit felt. Udsendelsen skulle optages live-on-tape i observatoriet på toppen af Rundetaarn. Jeg havde selv fået lov til at vælge location, og huskede min barndoms ture med onkel Rudolf, som jeg af og til besøgte. Han boede sammen med min tante Ebba, og vi tog S-tog fra Hellerup og ind til “badeværelset”, som jeg dengang kaldte Nørreport Station. Genkaldte mig betagelsen når vi rettede kikkerten mod månen og stillede skarpt på kratere, der emmede af stilhed – eller når det lykkedes at indfange Saturns ringe, mens onkel Rudolf fortalte med en stemme der lugtede af piberøg.

VED INDGANGEN til Rundetaarn stod den unge pige, der havde sat os i stævne. Hende der skulle producere udsendelsen. Jeg husker de centnertunge Nagra- optagere, som gav medarbejdere ved Danmarks Radio skæve skuldre. Den unge pige stod med en mikrofon, som havde et vedhæng på størrelse med en mobiltelefon. Mikrofonen var flere gange større end den digitale optager.

– Hej, Julie!
– Hej, Ib, hvad må jeg kalde dig?
– Kald mig Mik.

Julie var nervøs for om Holger Bech Nielsen ville indfinde sig. Han havde lydt så mærkelig i telefonen, hun havde ingen fornemmelse af kontakt, og var stærkt i tvivl om han overhovedet havde hørt, hvad hun sagde.

Jeg beroligede hende. Julie så ikke ud til at høre efter. Hun læste sms’er på sin mobiltelefon og foretog et par bekymrede opkald uden at få svar. Stirrede fortvivlet rundt i novemberkulden, som tætnede til af snefoget. Find Holger!

Jeg fik øje på en skikkelse der stampede sig frem, iført rød tophue og med ansigtet skjult i et strikket halstørklæde. Han lignede en nisse. Uden overhovedet at ænse holdet trampede han lige forbi os og videre op ad Købmagergade. Jeg prikkede Julie på skulderen og fik hende til at løfte hovedet fra sms’en.

– Det er garanteret ham.
– Hvorfor tror du det?
– Det tror jeg bare. Få lige fat i ham inden han forsvinder i sneen.

Hun tog straks affære, løb efter ham, og ganske rigtigt – det var Holger.
Vi hilste. Han havde sne på brillerne. Jeg fortalte ham at vi havde været i tv sammen, og spurgte om han kunne huske mig. Det kunne han ikke; først da vi var kommet indenfor i tårnet og sneen på hans briller smeltede, lyste han op og fik hukommelsen tilbage.

Mens han baksede med overtøjet, hviskede Julie:
– Hvordan kunne du vide at det var ham?
– Jeg kender kun én i København der ikke ville kunne finde Rundetaarn i snevejr. Og det er Holger.

VI SNEGLEDE OS helt op, allerede fordybet i samtale, satte os under teleskopet, som havde en gummifrakke på. Der er noget lamt over stjernekikkerter i kondom. Man kunne hverken se skruer eller okular, og af en eller anden grund virkede det nedslående på mig.

Det er farligt at opsøge sin barndoms helligsteder. Vinterkulden stod i rummet, observatoriet mindede mest om et gammelt loft med krydsende bjælker. Jeg sad lidt hensunket for at fornemme fordums fascination, men den udeblev. Observatorier vågner først når det nautiske tusmørke, som søfolk kalder det, er tonet ud. Dér sad vi som to nisser ved højlys dag. Holger havde beholdt tophuen på.

Jeg gav tegn til Julie om at hun skulle starte optagelsen. Hun nikkede tilbage og holdt mikrofonen hen til os. Jeg kastede mig ud i en lovprisning, fortalte hvilken inspiration Holger altid havde været for mig. Jeg redegjorde kort hvorfor jeg havde valgt toppen af Rundetaarn, og så spurgte jeg ham indledningsvis om han også havde drømt om blive astronom, da han var dreng?

Link til original udsendelse med Holger Bech Nielsen Ib Michael

Det havde han ikke; han var mere optaget af at regne. Jeg nikkede, det er nok det der gør forskellen på om man bliver fysiker eller drømmer. Der er dem, der ser i natten, mens astronomer hober data op og beregner dem statistisk. Sådan noget ved man bare ikke, når man er barn.

Holger lagde ud med at fastslå at alle forsøg indtil nu havde vist at den såkaldte standardmodel holdt. Han sagde det uden beklagelse. Villigheden til at droppe egne hypoteser er en del af den nødvendige fortsatte nysgerrighed for en sand superforsker, men det betød i realiteten at alt det, han selv havde stået for: Streng- teorier og flerdimensionale universer, at leve på en M-brane i ni eller elleve dimensioner – det kunne jeg alt sammen glemme, jeg, som er den fødte tilhænger af Multiverset. Jeg troede ikke mine egne ører: Sad nissen dér på loftet og betroede mig at julemanden slet ikke fandtes?

Bag alle Holgers tanker lå der i realiteten et regnestykke. Ikke et simpelt regnestykke, men ét garneret med formler og kvadratrødder. Partikelfysik er et spørgsmål om energi-regnskaber, ikke desto mindre kan de bevæge tanken, når de bliver omsat i sprog.

VI TALTE OM muligheden for at bytte om på årsag og virkning, altså baglæns kausalitet, hvor noget, som endnu ikke er sket, får konsekvenser for nutiden. Jeg fik et blik fra Julie; jeg havde lovet at sætte billeder på hvis det blev for indviklet. Forfatteren tog over og begyndte at bruge billedsprog om det, vi havde talt om.

Vi snakkede længe om Higgs Boson, som er det nærmeste en fysiker kommer Gud. Den primære grund til CERN-eksperimentet. Holger kaldte dem konsekvent “Higgser”.

Holger var fyr og flamme. Hvem der derefter sagde hvad, fortaber sig i tågekammeret, hvor vores ånde er blevet synlig. Nu var vi endelig i dialog med hinanden, som jeg havde sat mig for fra begyndelsen.

Omsider flød billederne. Jeg trak vejret lettet. Det er naturligvis hybris at ønske sig i dialog med Danmarks største partikelfysiker, men hvis hybris havde afholdt mig fra handling, var jeg aldrig kommet ud af stedet.

Til gengæld havde vi tabt Julie og helt sikkert flertallet af lyttere. Hun gav tegn til at runde af. For en sikkerheds skyld slukkede hun også for optageren, og det var klogt, for Holger var ikke længere til at stoppe. Hun foreslog diplomatisk at vi alle fik noget frisk luft, og vi gik ud på rundgangen for at nyde udsigten over København.

VI STOD VED det buttede rækværk af metal, det svimlede for mig midt i vindsuset, og jeg kunne mærke det på mit ansigt. Så talte Holger med sin karakteristiske stemme, og bag brilleglassene lyste øjnene op i forstørrelse:

– Jeg har skrevet en artikel om hvad det var der forårsagede Tunguska, vidste du det?

Han kørte hænderne rundt i sløjfe, mens han så forventningsfuldt på mig og ventede på min reaktion …

– Nej, det vidste jeg ikke. Men det lyder for vildt, Holger. Hold da op.

Han begyndte at tale om Kimberlite-tunneler langt ned i jordens indre, om et kondensat af seks bundne top- og seks antitop-kvarker, og – for det ikke skulle være løgn – hvordan en lignende mørkestofperle i sin tid havde forårsaget Sodoma og Gomorra. Det blev for interessant, jeg var simpelthen nødt til at stoppe ham.

– Vent lige, Holger, jeg skulle jo gerne kunne følge med.

Der må have været en tøven i min stemmeføring, for han så meget insisterende på mig, ethvert spor af distraktion var forsvundet fra hans ansigt.

– Kender du Tunguska?

Julie, som havde lyttet med uden at forstå et ord, brød ind. Hun skyndte sig at sige nej. Det fritog mig for at sige noget. På det tidspunkt havde jeg kun en vag forestilling om Tunguska, men jeg huskede begivenheden som en naturkatastrofe af de helt store, en eksplosion som i begyndelsen af det forrige århundrede havde blæst fyrreskoven på den sibiriske tajga omkuld og havde fældet træerne i en omkreds af flere tusinde km2.

Tunguska 2Tunguska 3

Såvidt jeg huskede var der tale om en kæmpe meteor, mysteriet var – ud over de afgrenede træstammer, der lå tilbage i lange, friserede rækker som telefonpæle uden hverken bark eller top – at man aldrig havde fundet hverken nedslagskrater eller rester af meteoren.

Holger var allerede i fuld gang med sin forklaring. Jeg begyndte at signalere til Julie at hun skulle tænde for den digitale optager, men det skete aldrig. Jeg skulle have sendt hende en sms.

DET STÅR MEJSLET i min bevidsthed, øjeblikket hvor Holger hævede en kun let dirrende hånd. Med tommel- og pegefinder angav han noget på størrelse med en lille ært:

– Det var en supertung partikel af mørkt stof der gjorde det! Jeg er gået i gang med en større afhandling om mørkestofperlen.

Holger trumfede hele den samlede Tunguska-forskning med dette udsagn.

Han skitsede lynhurtigt ideen op for mig og rev et par formler af sig. Seks top- og seks anti-top-kvarker, en hinde af mørkestof omkring en masse svarende til den, man finder i en hvid dværgstjerne.

Det røg ud af munden på mig:
– Holger har du nogensinde tænkt på at skrive en science fiction-roman?
– Neiij, det kan jeg da ikke.
Brillerne var igen begyndt at dugge, vores åndedrag fortættedes foran munden til tegneseriebobler. Han holdt en pause, i hvilken hans øjne atter blev utydelige for mig. Så sagde han:

– Men hvis du vil skrive den!
– Det kan jeg jo kun gøre med din hjælp. Har du virkelig tid til det?
– Jaa … nu er jeg jo blevet 70 og emeritus.
– Top, sagde jeg og gav ham håndslag. Resten er historie. Denne historie.

VI GIK NED gennem sneglegangen, ivrigt talende. Adskillige rundgængere måtte vende sig om efter et par sært udseende og højt råbende individer, som for hver vinding, vi rundede, rablede løs om stadig nye konsekvenser af en partikel, der var skabt ude i fremtiden og havde forårsaget jordens undergang i 1908.

Så snart jeg var kommet hjem, kastede jeg mig over researchen til Tunguska. Holgers mørkestofperle havde slået et hul i min bevidsthed på størrelse med big bang. I sandhed en monsterpartikel. Noget på størrelse med en ært skulle have blæst 80 millioner fyrretræer omkuld?

Det stod mig klart at det skulle være en skabelsesberetning, en genesis. Startskuddet til den den russiske revolution, sovjetunionens fødsel, to verdenskrige, atombomben, koldkrigen og verden, som den ser ud i dag, hvor man stadig gætter vildt på hvad der egentlig skete den sommermorgen for mere end hundrede år siden i Sibirien. Jeg kastede mig måbende over billedmateriale, øjenvidneberetninger, youtube-videoer, artikler i videnskabelige tidsskrifter såvel som den engelske udgave af ”Pravda” på nettet.

December 2012 var jeg endelig klar til at påbegynde romanen. Da jeg havde skrevet det første udkast på 213 sider i mit vintereksil, afsluttet d. 13. januar 2013 kl. 13 lokal tid – og det er ikke engang løgn – var tiden inde til at kontakte Holger. Han svarede mig med en mail på min fødselsdag, sendte mig filen til sin endnu ikke helt færdige afhandling om mørkestofperlen, udarbejdet i fælleskab med en fysikerkollega på Glasgow University, Colin Froggatt.

Bedre gave kunne jeg ikke have drømt om. Det viste sig at være en øjenåbner af de store, jeg kastede mig over Tunguska Dark Matter Ball som var det opskriften på den hellige gral i fysikken, og gjorde deres hypotese til et omdrejningspunkt for fortællingen. Som sagt havde jeg længe drømt om at kunne forene den moderne fysiks verdensbilleder med fiktionen og lade dens principper være styrende for et spændingsskabende plot.

Download Tunguska Dark Matter Ball

Slutningen kendte jeg endnu ikke, men da Tjeljabinsk-meteoren faldt den 15. februar 2013 genoptog vi korrespondancen. En klods på ca. 17 m. med en vægt på 10.000 tons, som kommer farende med en hastighed på 64.800 km/t. Sprængkraft: 40 gange Hiroshima-bomben, hvilket gør det til den største begivenhed af denne art siden Tunguska.

Tjeljabinsk

Først derefter kunne jeg skrive romanen færdig. Med Holgers fortsatte input som inspiration. Derfor har jeg også indlemmet hele korrespondancen i et appendiks til romanen, som har fået titlen Himlen brændte. Det har været en forrygende process at nå frem, mens virkeligheden er hoppet på vognen undervejs i forløbet med både meteor og mørkestofperle.